Den frie søfart overvåges fra København
Efter mere end 40 års engelsk dominans, har Danmark overtaget formandskabet i Consultative Shipping Group. CSG er en sammenslutning af lande der kæmper for søfartens frie adgang til markederne.
Det er direktøren for Søfartsstyrelsen Jørgen Hammer Hansen der beklæder formandsposten i CSG de næste tre år. Dermed er det hans opgave, at overvåge skibsfartspolitiske tiltag, der kan diskriminere eller hæmme søfartens frie adgang til markederne.
CSG blev dannet i 1960'erne for at skabe en dialog med USA om søfartsrelaterede, handelspolitiske spørgsmål. Problemerne med USA blev siden løst, og gruppen fokuserer nu på at overvåge vilkårene for fri søfart over hele verden.
Ud over Danmark er Belgien, Canada, England, Finland, Frankrig, Grækenland, Italien, Japan, Holland, Norge, Polen, Portugal, Singapore, Spanien, Sverige, Sydkorea og Tyskland medlemmer. EU-kommissionen har observatørstatus.
Jørgen Hammer Hansen er valgt til formand for de næste tre år.