DONG sælger ud af Nysted havmøllepark
DONG Energy har solgt 7,25 procent af den danske havmøllepark Nysted til Stadtwerke Lübeck. Til gengæld overtager det danske selskab Stadtwerke Lübecks 25,1 procent af det fællesejede tyske datterselskab DONG Energy Sales GmbH.
Efter transaktionen vil DONG Energy og Stadtwerke Lübeck eje henholdsvis 42,75 procent og 7,25 procent af Nysted Havmøllepark. PensionDanmark ejer de øvrige 50 procent. DONG vil fremover eje Energy Sales GmbH 100 procent.
"Med deltagelsen i en havmøllepark bidrager vores partner aktivt til ændringen mod en bæredygtig energiforsyning. Yderligere kræver vores vækststrategi, at vores tyske salgsselskaber integreres stærkere i DONG Energy, da vi opererer på et tysk gasmarked med stadigt stigende konkurrence. Denne integration er nu inden for rækkevidde via fuldt ejerskab af DONG Energy Sales GmbH". siger Kurt Bligaard Pedersen, koncerndirektør i DONG Energy.
Transaktionens gennemførelse er betinget af godkendelse hos byrådet i Lübeck, som er majoritetsejeren af Stadtwerke Lübeck. Intentionen er at afslutte transaktionen inden udgangen af 2010.
Kilde: DONG Energy