Esvagt fik overskud på 74 millioner kroner
Esvagt, der primært lever af at levere vagtskibstjeneste ved borerigge og andre olieinstallationer i Nordsøen, fordoblede sidste år sit overskud til 74 millioner kroner. Det skete på trods af en stor nedskrivning på værdien af det engelske datterselskab.
”Årets resultat er væsentligt påvirket af dels gevinst på 19,9 millioner kroner fra salg af datterselskabet Svitzer Safety Services A/S og dels af nedskrivning på værdien af datterselskabet, Esvagt Holding Ltd., på 37,9 millioner kroner”, skriver selskabet i årsregnskabet, der netop er offentliggjort.
Overskuddet er det seneste i en lang række af overskud, der i dag har bragt selskabets egenkapital helt op på 491 millioner kroner.
Esvagt tog sidste år levering af to nye vagtskibe, og overtog fire vagtskibe fra selskabets engelske datterselskab. Herudover er yderligere tre nybygninger på vej til rederiet.
Antallet af medarbejdere steg sidste år fra 551 til nu 578 ansatte.
Esvagt blev stiftet i 1981 af en række lokale investorer. I dag ejer de lokale investorer - Henning G. Kruse, Ole Andersen og Kent Kirk - 25 procent af aktierne, mens Svitzer ejer de sidste 75 procent.
Kilde: evb.dk