Ruby ankret op ud for London
Det beskadigede fragtskibet Ruby, der er lastet med 20.000 ton ammoniumnitrat, fortsætter med at skabe bekymring, efter at det for en uge siden forlod det vestlige Skagerak, da det ikke lykkedes at få tilladelse til at søge værft i Klaipeda.
Da skibet forlod farvandet mellem Danmark og Norge, blev det oplyst at skibet nu skulle på værft i Valetta, hvor skibet også er indregistreret.
Men nu er skibet ankret op i London Anchorage, angiveligt for at afvente levering af brændstof.
Opankringen tæt på den gigantiske storby har skabt ny bekymring, denne gang i Storbritannien, hvor UK Maritime and Coastguard Agency følger skibet tæt.
Lykkedes det at få bunker om bord, er næste udfordring passage af Biscayabugten, der er kendt for hårdt vejr, især på denne tid af året.
Ruby pådrog sig skader på skroget efter en grundstødning den 22. august kort efter, at skibet havde forladt havnen i Kandalaksja på Kolahalvøen i det nordlige Rusland med sin last af ammoniumnitrat, der benyttes ved fremstilling af gødning, men som altså også er meget sprængfarligt.
-mauh