Esvagt forudser svært 2020
Esvagt kom ud af 2019 med et forbedret resultat på godt 14 mio. kr. og en omsætning, der rundede milliarden. Men fremtiden tegner mørk for den del af selskabets aktiviteter, der er afhængig af olieudvinding, og selskabet forudser at oplægning af ERRV-fartøjer kan blive nødvendig.
Coronakrisen forventes ikke få negativ indflydelse på havvindindustrien og dermed heller ikke på Esvagts aktiviteter på dette område. Men anderledes ser det ud for den del af aktiviteterne, der knytter sig til olieudvindingen, skriver rederiet i sit årsregnskab.
Covid-19 situationen vil have en negativ indflydelse på selskabets omsætning, indtjening og likviditet i både 2020 og 2021, skriver Esvagt. I forhold til 2020 forventer Esvagt, at drilling-markedet vil blive “betydelig reduceret” med færre muligheder for rederiets ERRV-fartøjer på spotmarkedet.
Coronakrise har allerede betydet, at Esvagt har iværksat omkostningsbesparelser ved bl.a. at skære i lønnen til ledelsen, udsætte lønstigninger til offshore-ansatte og oplægge 4 ERRV-fartøjer samt udskydelse af ikke-kritiske investeringer.
Resultatet for 2019 på 14 mio. kr - i forhold til et beskedent plus på 1 mio. kr. i 2018 - betegnes af Esvagt som “forventet” og betragtes som “et fair resultat” i det givne marked.
“Offshoremarkedet for olie- og gasaktiviteter forbedrede sig noget i løbet af 2019 med flere drilling-aktiviteter i Storbritannien og Norge. I Danmark blev aktiviteterne reduceret, men afbødet af flere byggeaktiviteter ved Tyrafeltet. Havvindmarkedet fortsatte med at være tilfredsstillende og vores SOV-fartøjer på lange kontrakter leverede som forventet,” skriver Esvagt, der i løbet af 2019 tog i mod et nyt SOV-fartøj, Esvagt Albert Betz, der arbejder for MHI Vestas på en langtidskontrakt.
Kilde: Esvagt