Færgen fik underskud på 60 millioner
Færgen kom ud af sidste år med et underskud på 59,6 millioner kroner efter skat. Det er næsten en halvering af underskuddet i forhold til 2010,der endte på minus 118 millioner kroner. Alligevel er Færge-direktør John Steen-Mikkelsen ikke helt utilfreds med underskuddets størrelse.
”Det er aldrig tilfredsstillende, når man laver et negativt resultat. Men når vi har kørt som fra 2009, 2010 og nu 2011, hvor vi i princippet har halveret underskuddet hver gang, så er jeg selvfølgelig glad”, siger John Steen-Mikkelsen.
”Vi har et stykke vej endnu, til vi når over stregen. Det håber jeg, vi kan i løbet af det her år. Vi satser på et lille overskud i år, siger John Steen-Mikkelsen.
Rederiet Færgen gav i 2009 et underskud på knap 124 millioner kroner. Det seneste år med overskud var 2008, der endte med et plus på 24 millioner kroner.
Færgen har hjemsted i Rønne, sejler på otte ruter og råder over 12 færger. Rederiet driver sejlads på Bornholm, Samsø, Fanø, Als og Langeland-Lolland.
Kilde: dr.dk/P4/bornholm