Florida sagsøger Biden-administration
Floridas republikanske guvernør, Ron DeSantis er så utilfreds med de amerikanske sundhedsmyndigheders fortsatte blokering for en genoptagelse af krydstogter, at staten nu sagsøger Biden-administrationen. Florida hævner at kunne tabe milliarder på det fortsatte stop.
Krydstogtindustrien fylder enormt i Florida, hvor omkring 160.000 indbyggere har deres udkomme direkte eller indirekte fra krydstogtindustrien. Foreløbig har staten tabt næsten 300 mio. dollar i mistede havneindtægter siden marts i fjor, hvor pandemien lagde hele industrien ned.
Og nu kan det være nok, mener guvernøren på baggrund af USA´s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelses (CDC) fortsatte forbud mod igen at lade de store krydstogtskibe sejle ud.
Fredag i sidste uge udsendte CDC nye retningslinjer for krydstogtindustrien om de nødendige skridt, de skal tage, for at få gang i industrien igen. Men der kom ingen dato for en genåbning.
Florida siger i sit sagsanlæg, at “ det nu ser ud til, at CDC vil fortsætte en lockdown indtil november 2021, selvom vaccinen nu er tilgængelig for alle voksne, der ønsker den”.
CDC vil ikke kommentere på sagen, men en talsmand for Det Hvide Hus fortalte journalister, at “CDC´s beslutning er baseret på data og helbreds samt medicinske retningslinjer”.
De store krydstogtselskaber er også stærkt utilfredse med, at der ikke er sat en dato for genåbningen, og Norwegian Cruise Line foreslog i mandags, at der kunne åbnes for krydstogter igen i juli for passagerer og besætningsmedlemmer, der er fuldt vaccinerede mod Covid-19.
Men om krydstogtindustrien må vente helt til november med genåbningen, er dog tvivlsomt. Alaska´s to senatorer sagde lørdag i en fællesudtalelse efter samtaler med CDC, at “vi kan se krydstogtskibe i amerikanske farvande igen så tidligt som midt på sommeren”.
Kilde: gCaptain.