Første underskud i årevis i Weco gruppen
Efter frasalg og lukning af den transatlantiske RoRo service får Weco gruppen sit første underskud i mange år. 2017 gav et negativt resultat på 3,8 mio. kr. Også de faldende tankskibsrater i 2017 påvirkede resultatet negativt.
Efter fire år med to eller trecifrede million-overskud, kom Weco A/S ud af 2017 med røde tal på bundlinjen. Omsætningen faldt fra 959 mio. kr. til 830 mio. kr., mens resultatet endte med et minus på 3,8 mio. kr. i forhold til et overskud i 2016 på 127 mio. kr.
“På grund af de udfordrende markedsvilkår besluttede bestyrelsen i marts 2017 at lukke den transatlantiske RoRo sercie og selskabets Ro/Ro skibe vil i fremtiden operere på chartermarkedet, hvor mere stabile indtjeningsforhold forventes. Weco Shippings 50 pct. andel i Stena Weco blev i marts 2017 solgt til Stena Bulk. Tankskibe ejet og chartret af Weco Shipping vil fortsat være under kommercielt management af Stena Bulk,” skriver ledelsen i årsregnskabet.
Lukningen af RoRo servicen påvirkede regnskabet negativt, ligesom kursudviklingen på dollar i forhold til euro på et skibslån og afskrivningen på et andet skib, der blev solgt til skrot.
Også krisen på tankskibsmarkedet med faldende rater trak ned, mens Weco Bulk omvendt fortsatte sin vækst med positive resultater for året.
Også Weco´s investeringer uden for shipping bidrog positivt til resultatet, skriver ledelsen. For 2018 forventer ledelsen en fortsat profitabel vækst i Weco Bulk og i investeringerne udenfor shipping-sektoren.
Kilde: Weco