GoodBulk vil hente milliard på NASDAQ
Tørlastrederiet GoodBulk er på vej med den første IPO for et rederi i tre år på NASDAQ i New York. Det to år gamle rederi vil søge at sælge 8,5 mio. aktier prissat til omkring 140 mio. dollar.
Provenuet fra aktiesalget skal gå til købet af fem brugte capesize skibe til en pris på 178,75 mio. dollar fra det private selskab CTM, hedder det i prospektet, ifølge TradeWinds.
GoodBulk, der har hovedkvarter i Monaco, blev stiftet i oktober 2016 og kontrollerer en flåde på 25 tørlastskibe, heraf 22 capesize, en panamax og to supramax skibe.
Selskabets aktier er i forvejen noteret på på det norske OTC marked. Hvis det lykkes at sælge alle aktierne, vil det være den første vellykkede shipping-IPO siden Gener8 Maritimes IPO i juni 2015.
Kilde: TradeWinds