Greenpeace-chef tilbyder sig selv
Den øverste chef for Greenpeace Miljøorganisationen Kumi Naidoo er gået ind i kampen for at få besætningen på Greenpeace-fartøjet Arctic Sunrise løsladt. Han har blandt andet tilbudt at lade sig udveksle med de fængslede aktivister
”Vi er faktisk meget bekymrede for dem, og hvad der kommer til at ske. Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få dem løsladt ved også at bruge skjult diplomati, som mødet med den russiske delegation på Arctic Circle”, siger Kumi Naidoo til Ritzau.
Han refererer her til konferencen, Arctic Circle, i den islandske hovedstad, Reykjavik, hvor han mødtes med den russiske polarforsker og arktiske rådgiver for præsident Vladimir Putin, Artur Tjilingarov. Denne var i sovjettiden med til at etablere Greenpeace i Rusland.
Han har tilbudt at rejse til Moskva for at drøfte problemet med de russiske myndigheder. I et brev til præsident Putin har han også tilbudt at lade sig udveksle med de fængslede aktivister.
Kumi Naidoo stiller sig stadig uforstående overfor Ruslands skarpe reaktion og henviser til en lignende aktion for 13 måneder siden mod boreriggen Priraslomnaija i Det Arktiske Ocean.
”Den gang blev vi bare fulgt af den russiske kystvagt. Jeg kravlede op på riggen og lænkede mig til den i et par timer, hvorefter vi fik lov til at forlade området igen. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor russerne går så hårdt ud”, siger Kumi Naidoo til Ritzau.
Hans tilbud om at lade sig udveksle er tilsyneladende ikke blevet accepteret, så de 28 besætningsmedlemmer og to fotografer fra det opbragte Greenpeace skib, Arctic Sunrise, sidder stadig fængslet i Rusland.
Kilde: Jyllandsposten