Havneskift øgede godstrafikken med 15 pct.
Det var en rigtig beslutning at skifte Varberg ud med Halmstad på ruten fra Grenaa. Det konkluderer Stena Line et år efter ruten Grenaa-Halmstad blev søsat i februar 2020. Den markante stigning i godstrafikken overgår forventningerne.
”Det var helt sikkert den rette beslutning at lancere ruten mellem Grenaa og Halmstad. På trods af coronakrisen har vores fragtkunder taget rigtig godt imod den nye rute, og vi har opnået en vækst på 15 % i godstrafikken fra rutestarten til udgangen af 2020 i forhold til den tidligere rute mellem Grenaa og Varberg. En vækst, der har overgået vores forventninger både i Danmark og Sverige, og den positive udvikling ser ud til at fortsætte ind i 2021,” siger Elisabeth Lönne, der er ansvarlig for Stena Lines danske ruter.
Stena Line har under pandemien valgt at fastholde de 22 ugentlige færgeafgange for at sikre den kritiske infrastruktur primært med fokus på godstransport. Siden åbningen af ruten har færgen Stena Nautica foretaget mere end 1.100 sejladser og fragtet næsten 700 kilometer gods.
Stena Line ser positivt på fremgangen på fragtområdet, men har fortsat ambitioner om at fordoble antallet af både passagerer og fragt.
Passagertallet ligger selvsagt helt i bund på grund af pandemien, men Stena Line har store forventninger på baggrund af den stigning i reservationer, rederiet oplevede sidste sommer, da restriktionerne blev lempet.
Kilde: Stena Line