Hjemmeværnet fejrer 70 år for D-dag
Hjemmeværnet deltager i dagene 5-6. juni 2014 i 70-års markeringen af D-dag i Normandiet under 2. Verdenskrig. Årsagen er blandt andet, at Hjemmeværnet netop blev dannet i forlængelse af modstandskampen under 2. Verdenskrig.
Derfor er det også meget passende, at det er Marinehjemmeværnets fartøj, MHV 851 Sabotøren, som udgør Danmarks officielle bidrag til den flåde, der sejler fra Portsmouth til Caen 5-6. juni 2014 med Dannebrog om bord, for derved at markere krigssejlernes og Danmarks deltagelse i Operation Overlord.
For ved højtideligholdelsen i Normandiet deltager også fire danske krigssejlere fra 2. Verdenskrig og to danske veteraner, som deltog i krigshandlingerne på allieret side.
Med Marinehjemmeværnets deltagelse i den flåde, der sejler fra England til Frankrig, anerkendes Danmarks status som allieret under 2. Verdenskrig for første gang.
Den 6. juni 2014 deltager en lang række prominente gæster, blandt andre H.M. Dronningen, stats- og regeringsledere fra en række lande samt forsvarsministeren og forsvarschefen, i en stor international ceremoni, hvor Dannebrog således for første gang repræsenteres.
70-årsdagen afsluttes for Hjemmeværnets deltagere ved en reception for krigssejlerne og andre officielle gæster arrangeret på kajen i Caen af besætningen på Sabotøren.
Kilde: Marinehjemmeværnet