J. Lauritzen udvider direktionen
Jan Kastrup-Nielsen er udnævnt til direktør og indtræder i direktionen for rederiet J. Lauritzen med virkning fra 1. juli 2009. Samtidigt overtager Jan Kastrup-Nielsen ansvaret for rederiets tankskibsaktiviteter.
Jan Kastrup-Nielsen har siden 2000 været direktør for rederiets gastankaktiviteter, Lauritzen Kosan, og overtager nu også ansvaret for rederiets produkttankskibe i Lauritzen Tankers. Lauritzen Kosan og Lauritzen Tankers forbliver som to selvstændige forretningsenheder i J. Lauritzen A/S.
Rederiets direktion består herefter af administrerende direktør Torben Janholt, direktør Birgit Aagaard-Svendsen og direktør Jan Kastrup-Nielsen.
Anders Mortensen, der siden 2004 har været direktør for Lauritzen Tankers og ansvarlig for J. Lauritzens aktiviteter inden for produkttankskibe, udnævnes til direktør for rederiets nyeste forretningsområde Lauritzen Offshore Services, der er ved at opbygge en flåde af teknologisk avancerede specialskibe til offshoreindustrien. Den nye offshoreaktivitet har hidtil været en integreret del af Lauritzen Tankers.
"Organisationsændringen skal ses i lyset af rederiets ønske om at udvide koncernledelsen og styrke ledelsen af rederiets nye forretningsområde inden for dynamisk positionérbare specialskibe til offshoreindustrien", siger Torben Janholt.
Kilde: J. Lauritzen