Maersk overskud på 6,2 mia. dollar
A.P. Møller - Mærsk kom ud af 2024 med et nettooverskud på 6,2 milliarder dollar, mod et overskud på 3,9 milliarder dollar i 2023. Omsætningen steg fra 51 milliarder dollar i 2023 til 55,5 milliarder dollar sidste år.
Foto: Maersk
”Vi har med succes udnyttet øget efterspørgsel, samtidig med at vi forbedrede produktiviteten og havde styr på omkostningerne - hvilket alt sammen bidrog til vores stærke økonomiske resultater”, siger Vincent Clerc. CEO for A.P. Møller - Mærsk
”Med tre stærke virksomheder - Ocean, Logistics & Services og Terminals - plus integreret service på tværs af forsyningskæden, er vi unikt positioneret til at støtte vores kunder i en æra, hvor geopolitiske ændringer og forstyrrelser fortsætter med at forstærke behovet for robuste forsyningskæder”, siger Vincent Clerc.
”Vores evne til at navigere under skiftende forhold og sikre stabile forsyningskæder for vores kunder blev sat på prøve i hele 2024. Vores indsats blev belønnet med rekordhøj kundetilfredshed”.
For 2025 forventer Maersk et driftsresultat (EBITDA) på mellem 6 og 9 milliarder dollar.
Selskabets største forretningsområde, Ocean, kom ud af året med et driftsresultat (EBIT) på 4,7 milliarder dollar, på baggrund af en omsætning på 37,4 milliarder dollar.
Rentabiliteten blev forbedret i forhold til 2023, primært som et resultat af øgede fragtrater på 17 procent, især drevet af pres på kapaciteten på grund af situationen i Det Røde Hav.
Containermængden steg 3,6 procent i løbet af året, hvilket samlet set betød, at driftsresultaet (EBIT) steg med 2,5 milliarder dollar.
Forretningsområdet Logistik & Services havde et driftsresultat (EBIT) på 538 millioner dollar på baggrund af en omsætning på 14,9 milliarder dollar.
Logistik & Services havde en volumenvækst på tværs af de fleste produkter, hvor optimering og omkostningsstyring sikrede en fremgang i driftsresultatet.
Forretningsområdet Terminals nåede et driftsresultat (EBIT) på 1,3 milliarder dollar, på baggrund af en omsætning på 4,5 milliarder dollar.
Her var det især omsætningsvækst i Amerika der var årsag til den store fremgang.
-mauh