Kaptajn risikerer bøde på 10.000 kr.
En russisk kaptajn om bord på fragtskibet Volgobalt 244, der torsdag gik på grund i nærheden af Aggersundbroen, kan se frem til en bøde på 10.000 kroner, fordi han var for lang tid om at melde grundstødningen til de danske myndigheder
Det russiske fragtskib ankom lørdag til havnen i Thisted efter, at det fredag blev trukket fri af grunden. Bjærgningen, der skete ved hjælp af en slæbebåd, udviklede sig dramatisk, da fragtskibet en overgang var i fare for at støde ind i Aggersundbroen, da den skulle vendes.
Herefter kunne skibet fortsætte den planlagte tur til Thisted, hvor det skal have lastet malt fra Maltfabrikken. Sejladsen skete med følgeskab af en slæbebåd og et af SOKs miljøskibe.
Inden lastningen har dykkere undersøgt skibet for at tjekke, om det tog skade i forbindelse med grundstødningen.
Kilde: nordjyske.dk