Kina vil bygge mega-skibe til uhørt lav pris
Kinesiske værft har tilbudt CMA CGM en pris for deres kommende 22.000 TEU skibe, der er rystende lav i forhold til det hidtil kendte niveau. Det understreger, at Kina vil sidde på værftsmarkedet - og de sydkoreanske værfter får lov at bløde.
Kina´s CSSC Hudong-Zhonghua Shipbuilding og Sydkoreas Hyundai Heavy Industries var de sidste to værfter, der var med i slutspurten om ordren fra franske CMA CGM på op til ni mega-store containerskibe. For begge lande var det afgørende at få ordren. For Sydkorea, fordi landet kæmper for at få sin maritime industri tilbage på sporet efter den dybe krise og for Kina var det vigtigt, fordi landet ønsker at sætte sig på det øverste trin på tronen over skibsbygningsnationer.
Men det kinesiske værft leverede et knockout-tilbud, der ifølge Splash lød på 160 mio. dollar - eller op mod 10 pct.
billigere end HHI´s tilbud på 175 mio. dollar.
Normalt regnes fem pct. som den maksimale discount i et kinesisk tilbud i forhold til et koreansk, men i dette tilfælde var den kinesiske sult efter den prestigefyldte ordre på de rekordstore skibe altså så stor, at denne grænse blev grundigt sprængt.
CSSC tilbød en slot-pris på blot 7.273 dollar overfor HHI´s 7.995 dollar. Dertil kom et meget attraktivt kinesisk finansieringstilbud.
Prisen skal ses i forhold til, at den nye serie af 21.000 TEU skibe, som OOCL nu er ved at få leveret, kostede 7.394 dollar pr. slot, da de blev bestilt fra Samsung værftet for to år siden. Og disse skibe er vel at mærke ikke udstyret med maskiner, der både kan benytte LNG og konventionel bunker-olie, som det er tilfældet med de kommende franske skibe.
Tabet af ordren er et hårdt slag for HHI, der nu forsøger at overtale 5.000 værftsarbejdere til at gå på orlov uden løn.
Men den ekstremt lave pris kan også lokke andre rederier til at bestille nye containerskibe. “Men det er virkelig skidt for industrien,” bemærker en iagttager fra nyhedsmediet Splash, der peger på, at ny tonnage vil holde markedet
på et lavt niveau uden change for at komme op igen.
Læs også om MSC, der også vil bestille nye containerskibe i 22.000 TEU-klassen, ved at klikke her.
Kilde: Splash.