Krigsskibe søger ly for storm ved Bornholm
Over 50 flådefartøjer, 5.000 mand samt helikoptere og fly deltager fra den 8. og til den 21. september i september i en stor flådeøvelse, Northern Coasts, i Østersøen. I går søgte mindst 15 krigsskibe ly for stormen og kastede anker langs nordkysten på Bornholm mellem Gudhjem og Tejn.
I sidste uge startede den store fælles militærøvelse, som ledes af den svenske marinestab. De deltagende lande omfatter Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Norge, Danmark, Belgien, Nederlandene, Canada og Tyskland, samt flere andre NATO-lande.
Her lidt over 12.00 i dag ligger mange af skibene stadig for anker ud for Bornholms nordkyst. Adskillige af de deltagende skibe har også søgt ly i havnen i Rønne.
Stormen førte også til aflysninger på overfarten mellem Rønne og Ystad torsdag formiddag. På grund af blæsten aflyste rederiet Færgen hurtigfærgernes afgange i dag: Rønne - Ystad kl. 06.30 og 10.30 Ystad - Rønne kl. 08.30 og 12.30
I stedet indsættes der afgange fra Rønne kl. 12.30 og fra Ystad kl. 14.30. Kunder fra de aflyste færger overflyttes til disse afgange. På disse afgange medtager færgerne dog ikke transporter med levende dyr og kødophæng. Herefter forventes normal sejlads genoptaget.
Kilde: TV2/Bornholm