Krydstogtskib nummer 100 anløb Aalborg
Da krydstogtskibet Artania i dag til middag anløb Honnørkajen, rundede Aalborgs krydstogthistorie samtidigt et skarpt hjørne. Artania er nemlig krydstogtskib nummer 100, der besøger byen, og det bliver markeret med et festligt arrangement på havnefronten.
”Det er en milepæl for krydstogtturismen i Aalborg. Da vi startede med at rette fokus på krydstogtsmarkedet tilbage i 2010, havde vi kun haft enkelte og mere eller mindre tilfældige anløb. Derfor kan vi i Aalborg godt være stolte af, at Aalborg så hurtigt er blevet etableret som en spændende og attraktiv destination for krydstogtskibe. Nordjyderne møder ofte talstærkt op for at se skibene anløbe, og generelt er krydstogtsskibene genstand for stor interesse”, siger Cruise Manger hos VisitAalborg, Lars Bech.
I anledning af anløb nummer 100 afholdes i eftermiddag og aften på havnefronten et festligt arrangement ved Honnørkajen. Arrangementet er for både passagerer og interesserede aalborgensere, og der skal ikke betales entré.
I 1996 blev det første krydstogtskib i Aalborg registreret, og i perioden indtil 2010 var yderligere 22 skibe på besøg. Derfra tog krydstogtsturismen i Aalborg fart, og alene i løbet af i år anløber hele 36 skibe byen, mens programmet for 2018 og 2019 allerede rummer cirka 30 skibe pr. år.
I løbet af 2017 vil krydstogtskibe bringe cirka 31 tusinde gæster til Aalborg. Dagens jubilæumsskib Artania, der er ejet af det tyske rejseselskab Phoenix Reisen, har op mod 1.200 gæster med. Artania forlader efter planen Aalborg igen klokken 22, hvorefter kursen sættes mod den tyske havneby Bremerhaven.
Kilde: Aalborg Havn