Lavere priser giver Læsø-færge fremgang
Færgeselskabet Læsø har modsat andre ø-færger besluttet at indføre landevejsprincippet fra den dag, hvor det ifølge færgeforliget blev muligt at sænke billetpriserne til de danske ø-færger. Det har givet stor fremgang for rederiet, oplyser bestyrelsesformanden til Maritime Danmark.
”Vi har besluttet at indføre landevejsprincippet. Det bliver dog i en kortere periode end muligt, da tilskuddet ikke rækker til at dække hele perioden fra den 8. august til den 31. november. Allerede 14 dage efter sænkning af billetpriserne har vi oplevet en meget markant fremgang i trafikken”, siger bestyrelsesformand i Færgeselskabet Læsø, Olav Juul Gaarn Larsen, til Maritime Danmark.
Formanden oplyser, at passagertallet efter kun 14 dage er steget med 17 procent i forhold til samme periode sidste år. Antallet af overførte biler er samtidig vokset med 25 procent. Rederiet har for også første gang oplevet, at der udenfor sommerferieperioden har været udsolgt på afgangen en onsdag formiddag 10.30 fra Frederikshavn.
”Vi er meget spændt på at se om udviklingen varer ved. Nu venter vi på, at efterårsferien i oktober er overstået. Herefter er det for alvor muligt at vurdere effekten af de sænkede priser”, siger Olav Juul Gaarn Larsen.
Bestyrelsesformanden mener i øvrigt, at folketinget ved beslutning om ø-tilskuddets størrelse og perioden, det gælder, i et vist omfang har overset de effekter i form af øget beskæftigelse, omsætning, lønindkomst og dermed øgede skatteindtægter på øerne, som midlerne til sænkning af billetpriserne til ø-færgerne betyder.
Politikerne har mest set på udgiftens størrelse og ikke i tilstrækkelig grad lagt vægt på de indtægter færgeforliget betyder i en større sammenhæng. For Færgeselskabet Læsø vil tilskuddet nok ikke have den store økonomiske betydning, da udgifter til drift af færgeruten og lønninger ligger stort set fast.
Læsø kan derimod opnå en økonomisk fordel i kraft af, at flere sommerhusejere selv tager turen frem og tilbage fra Frederikshavn i en længere periode af året eller er i stand til at udleje deres huse udenfor højsæsonen eller i kortere perioder end hele uger, da færgetransporten vil udgøre en langt mindre procentdel af opholdets pris.
Redaktionen