Lloyds: Maersk har tabt markedsandele
Verdens største containerrederi, Maersk Line, har holdt sin kapacitet uændret, og det betyder, at det danske selskab har tabt markedsandele til blandt andet franske CMA CGM, Hapag-Lloyd og det israelske rederi Zim.
Med udgangspunkt i nye tal fra franske Alphaliner skriver Lloyds List, at de containerrederier der for et år siden, var tæt på at kollapse, nu er blandt de rederier som har øget deres markedsandele mest.
Et af de rederier, der har været hårdest ramt, er CSAV fra Chile. Men de seneste tal fra AXS Alphaliner viser nu, at det chilenske rederi igen er på rette spor. CSAV har over det sidste år øget sin kapacitet med 40 pct., og selskabets markedsandel er gået fra 2,1 pct. til 3,0 pct.
Hapag-Lloyd har modtaget statslig støtte i form af lån, og Zim er sammen med CSAV det rederi, som var længst ude i tovene midt i krisen. Også CMA CGM's likviditet har været under stærkt pres med store problemer omkring refinansiering.
Alphaliners udregninger viser, at den samlede kapacitet hos verdens 25 største rederier er steget med 5 pct. over det sidste år.
Kilde: sydinvest.dk