Mærsk kæmpede for P3-alliancen
Mærsk forsøgte til det sidste at mildne Kinas bekymringer om, at P3-alliancen reelt var en fusion mellem de tre rederier. Det er muligt, at de tre rederier fortsætter samarbejdsplanerne – bare uden det centrale operationscenter i London, der skulle have stået for driften af alle tre rederiers containerskibe mellem Europa og Asien.
”Vi havde intense diskussioner med kineserne på opløbsstrækningen. Vi vidste, at de havde en række bekymringer over konstruktionen, og vi havde foreslået et par mulige ændringer for at dæmme op for deres forbehold. Men vi vidste også godt, at der var nogle bekymringer, som vi ikke ville være i stand til at adressere”, siger Vincent Clerc, Maersk Lines chefforhandler.
Det var især det fælles operationscenter i London, som bekymrede kineserne, mener Lars Jensen, direktør i analysevirksomheden Seaintel.
”Denne specifikke konstruktion betragtede de kinesiske myndigheder som en de facto-fusion mellem de tre containerrederier. Og det ville i kinesernes øjne give alliancen en dominerende markedsandel. Derfor faldt projektet”, siger han.
Det kinesiske handelsministerium frygtede, at rederierne ville få en så dominerende markedsposition, at det ville medføre øgede transportomkostninger for kinesiske virksomheder.
Vincent Clerc forklarer, at selvom P3-alliancen ikke bliver til noget, er det muligt, at de tre rederier vil intensivere samarbejdet og dele pladsen på hinandens containerskibe, bare uden det planlagte fælles operationscenter i London.
P3-alliancen nåede at blive godkendt af både EU og de amerikanske myndigheder.
Kilde: Dagbladet Børsen