Maersk Line afviser blød integrations linje
Det har vagt bekymring blandt en række investorer, at Maersk Line har valgt at bevare det nyindkøbte tyske containerrederi Hamburg Süd som en selvstændig forretningsenhed. Maersk Lines Chief Operating Officer Søren Toft afviser kritikken.
I et interview med Finans siger Søren Toft, at Maersk Line’s integrationsbestræbelser ligger på linje med DSV, som er kendt for at køre en hård linje.
”Jeg vil sige, at det, vi gør, er meget lig DSV, bare på andre omkostningsparametre. I et speditionsselskab er det personale, og i et containerrederi er det netværk”, siger Søren Toft til Finans.
”Jeg kan godt forstå, hvis DSV går hårdt til værks, for det, der er vigtigt i et speditionsselskab, er netop antallet af medarbejdere. Det er langt den største del af dets omkostninger i regnskabet. Det er sikkert på højde med omfanget af vores netværksomkostninger”, siger Søren Toft.
Hamburg Süd blev med virkning fra den 1. december formelt en del af A.P. Møller – Mærsk.
Med købet på plads konsoliderer Maersk Line sin position som verdens absolut største rederi målt på kapacitet med i alt 4,15 mio. TEU svarende til 19,3 pct. af verdens samlede containerflåde. Maersk Line og Hamburg Süd driver tilsammen 773 ejede eller chartrede skibe.
Kilde: Finans