Mærsk parat til at lægge flere skibe op
Hvis nedturen på containerområdet fortsætter vil Maersk Line begynde at oplægge flere skibe. Det sagde A. P. Møller - Mærsks CEO Nils Smedegaard Andersen bl.a. på eftermiddagens telekonference med analytikere og presse.
"Vi har et par skibe lagt op, men vores kapacitetsudnyttelse er lav", sagde Nils Smedegaard Andersen og tilføjede, at rederiet venter at efterspørgslen vil stige igen. Hvis ikke, er rederiet parat til at reagere.
"Hvis container omsætning fortsætter med at falde, vil vi oplægge flere skibe", sagde Smedegaard på telekonferencen.
Mærsk topchefen ser gerne, at raterne bliver højere, men han erkender, at det bliver hårde forhandlinger at få raterne op igen.
"Kunderne vil på den ene side have pålidelige leveringer, men på den anden side vil de have lave priser. Kunsten er at finde den rigtige balance".
Smedegaard sagde, at Maersk Line isoleret set ikke har problemer med overkapacitet. De skibe der tilgår Maersk Line fra 2011 er passende i forhold til rederiet og kundernes behov. Men han erkendte, at de mange nye skibe andre rederier har bestilt, vil presse priserne.
Han gentog synspunktet om, at det afgørende for Maersk Line er at drive en profitabel forretning og at være konkurrencedygtige. Volumen er ikke i sig selv et mål, sagde Smedegaard.