Maritimt mysterium på run-away skib
Medarbejdere fra den britiske kystvagt stod klar til at gå ombord på Rix Emerald, da det lagde til kaj i Montrose i Skotland efter at have sejlet fra Sverige uden tilladelse, og inden det var blevet undersøgt for alvorlige fejl ved motorstyringen. Resultatet af inspektionen var overraskende.
De britiske inspektører gik straks ombord på Rix Emerald, da det 88 meter lange fragtskib lastet med korn lagde til kaj mandag. De var i forvejen blevet kontaktet af de svenske myndigheder, der havde oplevet, at kaptajnen på det cypriotisk flagede skib afbrød en samtale ved at smide røret på og sejle afsted uden tilladelse.
“Vi blev advaret af de svenske søfartsmyndigheder om, at Rix Emerald havde forladt Sverige med en maskine, der ikke var helt i orden. Vi fik også at vide, at skibet var på vej til Montrose og at skibets AIS-system ikke havde været i drift efter at skibet passerede Skagen,” sagde en talsmand for den britiske kystvagt.
Skibet skulle undersøges nærmere, fordi det havde været helt ustyrligt ned gennem Göta elven, hvor motorstyringen ikke virkede efter hensigten.
Men efter en grundig undersøgelse, kunne medarbejderne fra den britiske kystvagt konstatere, at der - på nær nogle ubetydelige småting - intet var galt med skibet.
"Inspektionen fandt nogle få mindre mangler, som ikke gav anledning til at tilbageholde skibet,” konstaterede talsmanden for kystvagten.
Det fik derfor lov til at sejle videre som planlagt tirsdag.
Læs mere om historien og de svenske myndigheders oplevelse med skibet HER
Kilde: The Courier