Maritimt Overvågningscenter bevares
Maritimt Overvågningscenter Nord i Frederikshavn skulle have været nedlagt som led i forsvarsforliget fra november 2012. To medarbejdere rejste til København og fik overbevist Folketingets forsvarsudvalg om, at det var en forkert beslutning. Beslutningen om at samle overvågningen af skibstrafikken et sted i Danmark står ved magt, men nu bliver overvågningen samlet i Frederikshavn.
”Vi vurderede, at mange medarbejdere med mange års erfaring ville søge andet job og ikke flytte med, når overvågningscenteret skulle flytte. Medarbejderne er højt specialiserede, så det kunne få store konsekvenser for skibssikkerheden i en lang periode, indtil nye medarbejdere var blevet oplært. Farvandet ud for Grenen er et område med høj risiko, så det er naturligvis vigtigt for os og den sårbare natur langs kommunens kyster, at sikkerheden er så høj som muligt”, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn.
Efter at to medarbejdere fra Maritimt Overvågningscenter Nord fik foretræde for Folketingets forsvarsudvalg er det blevet besluttet, at overvågningscentrene skal samles i Frederikshavn, hvor der er plads nok til alle medarbejdere.
Maritimt Overvågningscenter overvåger skibstrafikken og slår alarm, hvis der opstår ulykker til søs.
Kilde: Nordjyske Stiftstidende