Medie: Dansk firma udstedte forsikringscertifikater til Nordkoreas handelsflåde
Et upåagtet dansk forsikringsselskab leverede i årevis forsikringsdokumenter til nordkoreanske skibe i strid med sanktionerne mod landet, skriver Information på baggrund af interne lækkede dokumenter og samtaler med tidligere medarbejdere.
Dokumentation for, at forsikringerne er på plads, er helt afgørende for at skibe kan operere internationalt. Ingen af de store maritime forsikringsselskaber og klubber har i årevis villet røre de nordkoreanske skibe med en ildtang, men det ville Næstved-virksomheden DGS Marine meget gerne.
“Det er svært at få ind i hovedet, hvor stort det her var,« siger den tidligere formand for FN’s Sikkerhedsråds ekspertpanel for Nordkorea Hugh Griffiths til Information.
Han er i dag konsulent med speciale i internationale sanktioner og har gennemgået Informations research, skriver avisen.
»De holdt Nordkoreas udenrigshandelsflåde flydende,« siger han.
En tidligere chef for DGS Marines kontor på Cypern, Andreas Efthimiades, der også var en del af den øverste ledelse, bekræfter overfor avisen, at firmaet udstedte forsikringspapirer til “omkring 100 nordkoreanske skibe eller flere”.
Forsikringerne blev udstedte i årene fra 2011 til 2016 og gjorde det muligt for diktatur-staten at transportere våben, kul eller andre varer og dermed sikre indtjening til landet, der bl.a. blev brugt til at finansiere regimets våbenprogrammer.
FN indførte sanktioner mod nordkoreanske skibe i to omgange. Første gang - i 2014 - omfattede de skibe fra et bestemt nordkoreansk selskab. I 2016 blev sanktionerne skærpet til at omfatte et forbud mod at sælge forsikringer til alle skibe under nordkoreansk flag.
Men ejeren af DGS Marine, den britiske statsborger David Skinner fortsatte alligevel forretningerne med Nordkorea.
Han havde med en baggrund fra flere velrenomerede maritime forsikringsvirksomheder i 2011 stiftet DGS Marine i Næstved, hvor hans familie var bosat.
Men da han døde af et hjertestop i august 2016 faldt firmaet fra hinanden.
Meget tyder på, at DGS Marine var et luftkastel, der tilsyneladende ikke havde licens til at drive forsikringsvirksomhed noget sted i verden.
Men alligevel blev forsikringscertifikaterne godtaget mange havne.
“For en umiddelbar betragtning ligner dokumenterne den slags forsikringscertifikater, som man opererer med i branchen. Dertil kommer, at forsikringsbedrag af denne karakter er så usædvanligt, at det er en fjerntliggende tanke, at selve forsikringsgiveren ikke skulle findes,” siger Mathias Steinø fra Hafnia Law Firm til Information.
Hele den utrolige historie oprulles i bogen Forbudt Farvand, der udkommer på Informations forlag i dag,
-emte