Medie: Rusland tjekker pris på reparation
Det russiskejede Nord Stream AG er i al stilhed begyndt at undersøge prisen på en reparation af Nordstream 1 og 2, skriver New York Times på baggrund af anonyme kilder. Gasledningerne blev sprængt i stykker ved en bevidst sabotageaktion, har danske og svenske myndigheder tidligere fastslået.
Det har siden sprængningen af gasledningen mellem Rusland og Tyskland i slutningen af september været en udbredt opfattelse blandt vestlige analytikere og iagttagere, at det var Rusland, der stod bag.
Polen og Ukraine har helt åbent beskyldt det Putin-styrede land for sabotagen.
Men i de senere uger er Nord Stream AG angiveligt begyndt at undersøge, hvad det vil koste at reparere de sprængte rørledninger, skriver New York Times på baggrund af en kilde med kendskab til sagen, der udtaler sig under forudsætning af anonymitet.
Et estimat lyder på, at det vil koste omkring 500 mio. dollar, siger kilden. Konsulenter arbejder også for Rusland på at undersøge, hvorlænge de sprængte rør kan tåle at være udsat for saltvand.
Undersøgelser, der angiveligt er i gang, rejser spørgsmålet om - påpeger New York Times - hvorfor Rusland vil gå i gang med en meget dyr reparation af sine egne rørledninger, hvis landet selv stod bag sabotagen.
Ifølge New York Times har svenskerne ikke delt alle detaljer i undersøgelsen af de ødelagte rør med sine vestlige allierede. Kan det være fordi, svenskerne ved mere, end de vil ud med, spekulerer avisen
Daniel Stenling, der er chef for den svenske kontraspionage, har i et interview afvist at spekulere over, hvem der kan stå bag.
“Vi har ingen konkrete beviser,” siger han til New York Times. “Men det vil vi forhåbentlig få”.
Historien om at Nord Stream AG er i gang med at undersøge prisen for en reparation har - for at citere New York Times - kompliceret vestlige iagttageres teori om, at Rusland stod bag.
Kilde: New York Times