M/F Skjoldnæs midlertidigt ude af drift
Færgefarten på ruten mellem Faaborg - Søby - Fynshav er midlertidigt indstillet. Det er dog ikke den kraftige blæst, der giver problemer, men at færgen Skjoldnæs ved et uheld har fået slået hul i skroget. Uheldet indtraf, da færgen ramte en løs metalplade.
”I færgelejet i Fynshav er der en metalplade ved en fender, der er gået løs. Og den laver et hul på 10x30 cm i færgen”, fortæller direktør for Ærø-færgerne, Keld Møller.
Færgen ligger stille til skaden på skroget er besigtiget og udbedret. Keld Møller oplyser dog, at man forventer, at færgen genoptager sejladsen igen klokken 14.55.
Andre af færgerne til øerne syd for Fyn har været ramt af uregelmæssigheder på grund af den voldsomme blæst. Tidligere måtte således Ø-Færgen mellem Faaborg, Avernakø og Lyø indstille sejladsen til Avernakø. Bedring i vejret har dog gjort, at den igen sejler efter planen.
Færgen måtte opgive at anløbe Avernakø, da vinden stod lige ind i færgelejet. Forholdene var bedre på Lyø, som godt kunne betjenes. Nu meddeler Ø-Færgen via sin sms-tjeneste, at man igen sejler planmæssigt.
SENESTE NYT: Ø-Færgen, der sejler mellem Faaborg, Avernakø og Lyø, måtte aflyse sin dobbelttur klokken 12 torsdag fra Faaborg på grund af en beskidt pladekøler. Den måtte renses, før man kunne genoptage sejladsen fra klokken 14.
Kilde: Fyens.dk og dr.dk/P4/Fyn