Mols-Linien er kommet i fynsk modvind
En ny tv-kampagne for Mols-Linien har bragt sindene i kog på Fyn. Fynboerne bryder sig ikke voldsomt om kampagnens omdrejningspunkt "Orker du heller ikke Fyn.". Fynboerne har nu startet en modkampagne på Facebook - gruppen "Rend mig Mols linien!"
Det er reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners der har udtænkt rederiets nye kampagne, der forsøger at få danskerne til at undlade at køre de 200 ekstra kilometer over Fyn, når de eksempelvis rejser fra Sjælland til Århus.
Kommunikationschef hos Mols-Linien, Christian Hingelberg, siger til business.dk, at kampagnen naturligvis ikke er lavet for at for at genere fynboerne.
"Men man kan godt lave noget med et glimt i øjet. Man kan godt gøre grin med nogen eller noget, uden man behøver at tage det meget alvorligt. Og i det hele taget er det meget almindeligt, at man bruger lidt overdreven komik i sin markedsføring", siger Christian Hingelberg til avisen.
"Jeg må indrømme, at det kommer bag på mig, at folk tager det så alvorligt. Vi får mange mails, hvor folk i fuld alvor skriver, at vi ikke kan være bekendt at svine fynboerne til. Men det gør vi jo heller ikke. Vi siger blot, at det dødirriterende at køre det ekstra kilometer over Fyn, og det er ved Gud rigtigt. Men det har intet at gøre med, at fynboerne ikke er flinke folk", siger informationschefen.
I næsten uge sender Mols-Linien dog en undskyldning ud til de folk, der har klaget over kampagnen.
"Det gør vi naturligvis. Vi skriver blandt andet, at vi er kede af, at nogen mennesker på Fyn har opfattet tingene anderledes, end vi selv har gjort, men at filmene skal ses med et glimt i øjet. Derudover skriver vi, at dybest set bør fynboer være glade for det her. For hver en bil som færgen kan fjerne fra de fynske motorveje, vil øge miljøvenligheden og lette trafiksituationen på øen. De bør være glade for, at jeg nu bruger millionvis af kroner på at lokke folk over på færgen", siger Christian Hingelberg.
Se en af kampagnefilmene HER
Kilde: business.dk