Ny digital handelsplatform på vej i New York
Flere af verdens største containerrederier støtter op bag New York Shipping Exchange (NYSHEX), der er godt på vej til at blive verdens første dedikerede digitale handelsplatform på området. Blandt investorerne er CMA CGM, Hapag-Lloyd og Goldman Sachs, men ikke Maersk Line.
Hagap-Lloyd er blandt de containerrederier, der bakker op om en ny digital handelsplatform..
Foreløbig er der skudt i alt 13 mio. dollar i projektet, der har opbakning fra Hapag-Lloyd, CMA CGM, MOL og Orient Ocean Container Line med flere rederier på vej, skriver nyhedssitet Splash.
NYSHEX skal efter planen stille enkle, standardiserede kontrakter til rådighed på en digital platform, der samtidig er bindende for begge parter.
NYSHEX adresserer nogle af de mest fundamentale problemer, som den globale shipping industri står overfor i dag: Usikkerhed og ineffektivitet, siger Mark Chadwick, der er indkøbsdirektør i GE, mens Hapag-Lloyd´s COO, Thorsten Haeser, peger på, at NYSHEX kan være med til at sikre, at både fragtkunder og containerrederier lever op til sine forpligelser”.
Maersk Line er såvidt vides ikke involveret i projektet. Verdens største containerrederi har selv gang i en lang række pilotprojekter på det digitale område, herunder et samarbejde med den kinesiske internet gigant Alibaba.
Kilde: Splash