Nyborg får Nordeuropas største marina
Kystdirektoratet har givet tilladelse til anlæggelse afDanmarks og Nordeuropas største lystbåde havn i Knudshoved Færgehavn ved Nyborg. Der gives tilladelse til 2.800 bådpladser samt mulighed for en såkaldt flydende havn på op til 150 husbåde.
”Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at anlægge en lystbådehavn med sammenlagt op til 2.800 bådpladser, på de vilkår som fremgår nedenfor. Kystdirektoratet har videre vurderet, at der ikke skal udarbejdes en VVM-redegørelse for projektet”, står der bekendtgørelsen om tilladelse fra Kystdirektoratet.
Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes yderligere konsekvens-vurdering for projektet, på baggrund af fremsendte materiale, der bl.a. indeholder en allerede udarbejdet konsekvensvurdering.
A/S Knudshoved Havn investerer omkring 300 millioner kroner i projektet, og marinaen forventes at stå klar om cirka otte år. Havnen bliver med sit 343.000 m2 havnebassin Danmarks største.
Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages væsentlige udvidelser eller ændringer af anlægsmetoderne. Justeringer i placering af broer og lign. kan ske uden tilladelse eller forudgående orientering af Kystdirektoratet.
På grund af forekomst af marsvin i området, skal der en læmole. Det skal ske udenfor marsvinenes yngleperiode i maj – august. Læmolen skal etableres, før andre anlægsaktivitet, for at virke som støjbarriere for anlægsarbejdet i havnebassinet. Der skal anvendes akustiske skræmmere i forbindelse med anlæg af læmolen.
Der er en indsigelsesfrist på fire uger i forhold til tilladelsen. Desuden skal Nyborg Kommune udarbejde en lokalplan for området. Det er derfor stadig usikkert, hvornår arbejdet kan gå i gang.
Kilde:
Kystdirektoratet og TV2/Fyn