NYK bestiller 14.000 TEU containerskibe
Det japanske rederi NYK Line har indgået time charter-aftaler for otte nye containerskibe, hver med en kapacitet på 14.000 TEU. Skibene bliver bygget hos det japanske skibsværft Japan Marine United Co. Ltd., der har hovedkontor i Tokyo.
Skibene bliver leveret fra februar 2016 til januar 2018, og de vil have forbedret brændstofeffektivitet i forhold til eksisterende containerskibe på samme størrelse.
Efter leveringen bliver skibene sat i drift mellem Asien og Europa, hvor de erstatter eksisterende skibe, blandt andet fire 13.000 TEU containerskibe, der er chartret af Orient Overseas Container Line (OOCL).
NYK Line tilstræber at tilbyde kunderne konkurrencedygtige serviceydelser blandt andet ved at lancere mere miljøvenlige skibe. Skibene bliver flaget ind under Panama.
Kilde: NYK Line