Nykredit kan ende med at blive rederiejer
Nykredit er på vej til at overtage kontrollen med Mols-Linien. Det sker som følge af, at Nykredit har overtaget Forstædernes Bank, hvor en gruppe gældsatte investorer har lagt deres aktier i rederiet til sikkerhed for investeringskreditter.
Forsøget på at sælge den bestemmende aktiepost i det børsnoterede rederi Mols-Linien ser ud til at mislykkedes. I stedet tyder meget på, at Nykredit nu gør klar til at tage rederiet Mols-Linien ind i sine bøger. Endelig afklaring ventes inden for få uger. Det skriver business.dk.
Mols-Linien blev sat til salg i begyndelsen af september 2008, men siden er børskursen styrtdykket. Onsdag sluttede aktien i kurs 58, hvilket svarer til, at prisskiltet på Mols-Linien nu er på kun lidt over 800 millioner kroner. Næsten to milliarder mindre end da rederiet blev udbudt til salg. Alligevel er det ikke lykkedes at finde en køber.
Mols-Liniens formand, Carsten Berger, afviser, at salgsbestræbelserne er sat i bero. Ud over at være formand er han også storaktionær med over 15 procent af aktierne. Med den kasket på siger han:
"Salgsprocessen kører videre og stopper først, når den stopper", siger Carsten Berger ril business.dk. Han vil ikke uddybe, hvad der ligger i den formulering.
Carsten Berger mener ikke, at usikkerheden på ejersiden på nogen måde berører driften i Mols-Linien
Kilde: business.dk