Nyt CMA CGM skib tager svovlen med hjem
Franske CMA CGM har taget levering af det første i en række af fem containerskibe på 15.000 teu, der er udstyret med den mest miljøvenlige scrubber-type, der ikke leder den udvaskede svovl ud i havet. Flere og flere lande forbyder brugen af de åbne scrubbere.
Containerskibet CMA CGM Zaphyr startede sin jomfrurejse fra Asien til Europa 31. august og opsamler de skadelige stoffer fra udstødningen i et lukket system - closed-loop scrubber - så det senere kan blive behandlet på land.
Scrubber-teknologien blev for alvor udbredt, da IMO reducerede grænsen for udledning af svovl med virkning fra 1. januar. Langt de fleste scrubbere udleder det forurenede svovlforurenede scrubber-vand i havet, hvilket har fået flere lande til at forbyde brugen af disse systemer i deres farvande.
Tyrkiet føjede i april til den voksende liste over lande, der ikke tillader brug af de åbne scrubbere.
Men nu er CMA CGM´s nyeste containerskibe klar til at tage den indfangede svovl med i land.
Ifølge BIMCO-tal fra april er knap 4.000 skibe nu udstyret med en scrubber - hvilket er tæt på en fordobling i forhold til 1. januar 2020, hvor reglerne trådte i kraft.
Kilde: CMA CGM