Øresund på Langs: Træskibe, sømandssang og kapsejlads i Helsingør
Klassiske træskibe, sømandssange og maritimt håndværk på Kulturhavnen i Helsingør. Lørdag d. 10. august lægger skibene fra Danmarks største kapsejlads for klassiske træskibe "Øresund på Langs" til kaj i Helsingørs Historisk Havn.
Kapsejladsen starter fredag i København og lørdag kl. 09 sejler de smukke træskibe fra Svanemølle Havn mod Helsingør. Fra Strandvejen og molerne i Snekkersten kan man nyde synet af skibe i alle størrelser på Øresund. Fra kl. 11 sejler jollerne fra Snekkersten Havn feltet af træskibe i møde. Skibene forventes at passere målet udfor Snekkersten havn fra ca. kl. 13 og frem til kl. 16. Når fartøjerne anløber Helsingør, sender Kronborg Slot en passende salut og fartøjerne bliver præsenteret fra højtalerne på veteranskibet. Det er sjette gang, kapsejladsen 'Øresund på Langs' samler gamle træskibe, klassiske sejlbåde, træmotorbåde og joller til en fælles kapsejlads, der ender i Helsingør.
"Vi har en vision om at være en levende kulturhavn. Der er ikke noget smukkere end en havn fuld af bevaringsværdige skibe. Skibene er i sig selv små studier i godt håndværk og stor dedikation og jeg håber, at mange har lyst til at komme til Helsingør og være med," siger direktør for M/S Museet for Søfart, Anni Mogensen.
Fra kl. 14.00 underholder Helsingørs shanty kor med sange, der engang blev sunget om bord på de gamle sejlskibe. Kl. 15 byder Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, velkommen til Helsingørs havn fra SS BJØRNs styrdæk. Derefter bliver alle sejlerne inviteret om bord til en velkomstreception.
Se hele programmet HER.
-emte