Orient Overseas skærer i kapaciteten
Det Hongkong-baserede containerrederi Orient Overseas skærer nu en femtedel af sin kapacitet væk. Det sker efter at rederiet har offentliggjort et halvårsregnskab der viser, at overskuddet i andet halvår af 2008 faldt til en tredjedel af overskuddet året før.
"Vi er nu i noget som jeg forventer, vil blive en forlænget nedtur for containerskibsindustrien. Påvirkningen fra den finansielle krise på den globale økonomi har medført, at handelen er dalet kraftigt", siger rederiets formand Tung Chee Chen ifølge Bloomberg.
Overskuddet for andet halvår af 2008 blev på 114 millioner dollar, sammenlignet med 331 millioner dollar for samme periode året før
Det får nu Orient Overseas til at tilpasse sin flåde.
"Vi har en stor grad af fleksibilitet angående vores kapacitet på grund af kombinationen af egne og chartrede skibe", siger Tung Chee Chen.
Reduktionen af kapaciteten sker da også gennem tilbagelevering af 16 chartrede skibe. Samtidig er 20 nye skibe er dog på vej til Orient Overseas egen flåde fordelt på ti i løbet af 2009 og yderligere ti i 2011. Fjorten af dem er allerede fuldt betalt.
Kilde: borsen.dk