Panamax gået på grund i Fehmern Bælt
Det Panama-flagede, 225 meter langte tørlastskib Star of Sawara er gået på grund syd for Gedser og i øjeblikket tilbageholdt indtil der foreligger en bjærgningsplan. Skibet var ifølge AIS-data på vej til New Orleans i USA, da det i går ved 13-tiden kom ud af kurs og grundstødte sydøst for Gedser.
Skibet stikker 13,2 meter og skulle således holde sig i dybvandsruten i Fehmern Bælt mellem Falster og Vorpommern, men kom ud af kurs og løb på grund, oplyser Forsvarets operationscenter i følge DR.dk
Star of Sawara er lastet med kunstgødning, men der er ingen tegn på, at det udgør en miljørisiko.
Forsvarets Operationscenter har dog sendt et fly henover området, ligesom et af forsvarets miljøskibe er på stedet.
Nu afventer Forsvarets Operationscenter en bjærgningsplan fra skibets rederi og forsikringsselskab, inden det kan trækkes fri. En slæbebåd fra Rostock ligger lige nu ved skibet, ifølge BoatWatch.
Skibet på 76.553 dwt er ifølge Maritime Connector ejet af det Panama-registrerede selskab, Kashima Naviera, der hører under den japanske Chiba Shipping Group. Skibet opereres af Pioneer Marine Services, Chennai, Indien.
Kilde: DR