Plan for to nye havvindmølleparkerne
Energistyrelsen har vedtaget en plan for de fremtidige havvindmølleparker - Kattegat Havvindmøllepark og Kriegers Flak II. Det sker på baggrund af en miljøvurdering af planen, og de indkomne høringssvar.
Havvindmølleparkerne vil hver især have en samlet minimumskapacitet på 1.000 MW. Den endelige kapacitet afhænger af vinderen af udbuddet.
Udbuddet af de to havvindmølleparker blev offentliggjort den 22. april i år. Der er budfrist den 1. april 2025. Vinderen af det enkelte udbud vil skulle foretage en miljøkonsekvensvurdering af den konkrete havvindmøllepark.
Parallelt med Energistyrelsens plan- og miljøvurderingsproces gennemfører Energinet en miljøvurdering med tilhørende plangrundlag af det konkrete landanlæg tilknyttet til hhv. Kattegat Havvindmøllepark og Kriegers Flak II.
-mauh
Fakta
Fakta om Kattegat Havvindmøllepark
Planen for Kattegat består af opsætning af et antal havvindmøller svarende til minimum 1.000 MW. Havvindmølleparkens endelige kapacitet afhænger af koncessionsvinderens konkrete projekt.
Havvindmøllerne i Kattegat vil placeres minimum ca. 27 km fra Anholt, minimum ca. 15 km fra Djursland og minimum ca. 25 km fra kysten i Odsherred Kommune, Nordvestsjælland.
Havvindmølleparken forventes tilsluttet det kollektive net i Trige, Jylland.
Havvindmølleparken forventes at være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.
Fakta om Kriegers Flak II Havvindmøllepark
Planen for Kriegers Flak II består af opsætning af et antal havvindmøller svarende minimum 1.000 MW i hele området (både Nord og Syd). Havvindmølleparkens kapacitet afhænger af koncessionsvinderens konkrete projekt.
Havvindmøllerne i Kriegers Flak II (Nord) vil skulle placeres minimum ca. 15 km fra Rødvig, Sydøstsjælland og minimum ca. 15 km fra Møn. Havvindmøllerne i Kriegers Flak II (Syd) vil skulle placeres minimum ca. 15 km fra Møn.
Havvindmølleparken forventes tilsluttet det kollektive net via en opført station på Sydøstsjælland.
Havvindmølleparken forventes at kunne være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.