P&O-opkøb bragte markedet ud af balance
Mærsk Lines topchef Eivind Kolding erkender nu, at Mærsk køb af P&O Nedlloyd ikke kun gav problemer i rederiet, men skabte ubalance på hele containermarkedet.
Den opsigtsvækkende udmelding kom, da Eivind Kolding i går talte ved European Shippers' Council's årsmøde i Lissabon.
Eivind Kolding slog i talen fast, at de faldende containerrater sidste år ikke afspejlede markedsmekanismerne, men alene skyldtes Mærsks opkøb af konkurrenten P&O Nedlloyd. Opkøbet skabte en ustabilitet på containermarkedet, med priser der byggede på et forkert grundlag.
"Det var et helt usædvanligt år", sagde Eivind Kolding.
Kolding sagde ifølge Lloyds List også, at han tror at containerraterne bliver mere stabile de kommende år. En antagelse han bygger på, at der vil opstå en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel.
I sit indlæg opfordrede Eivind Kolding til et tættere samarbejde mellem købere og udbydere af transport. Kolding sagde, at det er nødvendigt at modernisere branchen. Linierederierne har brug for at kunderne informerer bedre om deres fremtidige transportbehov, så rederierne har mulighed for at tilpasse kapaciteten til efterspørgslen.