Pres mod IMO for højere klima-ambitioner
Det går slet ikke hurtige nok med reduktionen af CO2 udledningen i den internationale skibsfart. Derfor skal IMO fastsætte mere ambitiøse klimamål og tiltag. Det mener Danske Maritime og internationale maritime organisationer forud for ugens møderække i IMO´s Marine Environmental Protection Committee.
Danske Maritimes adm. dir. Jenny Braat ønsker højere klima-ambitioner i IMO. Foto: Pia Daugaard/Danske Maritime..
FN's Internationale Søfartsorganisation, IMO, har forlængst sat mål op for skibsfartens reduktion af udledningen af drivhusgasser. Men hvordan, det skal ske - og hvordan det skal måles - er endnu ikke på plads, men skal drøftes i denne uge på baggrund af et udspil fra IMO
Udspillet er imidlertid lagt fra er ambitiøst nok, mener Danske Maritime, CESA, der repræsenterer værfter i EU, Tyrkiet og Norge og SEA Europe, der repræsenterer hele den europæiske maritime industri på tværs af 16 lande.
Det skyldes, at de ikke udnytter det fulde potentiale i de klima- og miljøvenlige teknologier, som allerede er tilgængelige på markedet. Det undrer de tre organisationer, som derfor forholder sig kritisk til forslaget, fortæller Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime og bestyrelsesmedlem i både CESA og SEA Europe:
“Jeg synes, det er virkelig ærgerligt, at man ikke tør insistere på brugen af de bedste løsninger, som parentes bemærket blandt andet kommer her fra Danmark. En bedre energieffektivitet kan aflæses direkte i det grønne regnskab og selvfølgelig også på bundlinjen. Men i det nuværende udspil er kravene for vagt formuleret til at rykke noget for alvor, og det vil vi selvfølgelig kritisere. Både for nye skibe og for retrofitting er det afgørende at få de bedste grønne teknologier gjort obligatoriske, siger Jenny Braat.
Samtidig mangler der en klar definition af, hvordan reduktionerne af drivgasser mere præcist skal opgøres, og det er også uklart, hvordan kravene skal håndhæves. Dermed er det i høj grad op til branchen selv, og det gavner ikke den grønne omstilling, mener Jenny Braat. Møderækken i IMO´s Marine Environmental Protection Committee afsluttes fredag.
Kilde: Danske Maritime