Professor: Mærsk-families magt mindre
Mærsk Mc-Kinney Møllers død vil medføre ændringer i magtforholdene i selskabet. Man skal dog ikke vente de helt store forandringer i virksomheden i den nærmeste fremtid, vurderer professor Flemming Poulfelt fra Copenhagen Business School.
”Den yngste datter, Ane Mærsk Uggla, bliver sandsynligvis ny bestyrelsesformand for familiefonden, ’Almenfonden’, der har den bestemmende indflydelse i Mærsk-gruppen. Hendes indflydelse vil dog blive en helt anden, end den hendes far har haft”, siger han.
”Hun kommer som familiemedlem og skal varetage familiens økonomiske interesser i familiefonden. Hun vil ikke have den samme markante indflydelse, og det har hun sikkert heller ikke nogen interesse i”, siger professor Flemming Poulfelt.
Mærsk Mc-Kinney Møller både var leder og ikon for virksomheden, mens Ane Uggla slet ikke er involveret i den daglige drift. Det er til gengæld flere af Mærsk Mc-Kinney Møllers børnebørn, mest fremtrædende Ane Ugglas søn, Robert Uggla. Man skal dog ikke forvente at se Robert Uggla få en særlig position i kraft af sit slægtskab, mener Flemming Poulfelt.
”Vi taler om en koncern med 120.000 mennesker på verdensplan. I sådan en virksomhed er det kvalifikationerne og kompetencerne, det handler om. Robert Uggla er i et karrierespor, og så må man se, hvor det fører hen”, siger professoren.
”På den lange bane vil der være ting, man tager op til overvejelse. Der vil være områder, hvor skibsrederen havde en særlig opfattelse af tingene, og der har man måske været lidt afventende”, siger Flemming Poulfelt.
Kilde: DR