Rederiforeningen går i rette med officerer
Danmarks Rederiforening mener, at Søfartens Ledere blander tingene sammen, når man forsøger at kæde Torms aktuelle spareplaner sammen med det lovforslag om en lempelse af nationalitetskravet, som Folketinget i øjeblikket behandler.
”Det tidsmæssige sammenfald mellem disse to ting er helt tilfældigt”, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen til maritimedanmark.dk.
”På trods af at DIS er et rigtig godt og konkurrencedygtigt register, så må vi erkende at man andre steder, herunder i Singapore, er lykkedes med et - hvad angår de løbende omkostninger - endnu mere attraktivt register. Når et rederi gennemgår besparelsesrunder er det derfor helt naturligt at dette register også kommer i spil. Men det har ikke noget med det aktuelle lovforslag at gøre - tværtimod”, siger Jan Fritz Hansen.
Reaktionen kommer efter, at Søfartens Ledere - på baggrund af at Torm vil udflage op til 25 skibe og fyre 55 danske officerer - advarer Folketinget mod at vedtage det fremlagte lovforslag.
”Med Torm’s udmeldinger om udflagning og afskedigelse af danske officerer, er der god grund til at trække i håndbremsen”, siger Fritz Ganzhorn, der er direktør i Søfartens Ledere.
Men der er Danmarks Rederiforening uenig i.
”Hvis vi skal sikre skibe under dansk flag samt at nye skibe kommer til Danmark er det nødvendigt at vi hele tiden gør os lidt skarpere. I det konkrete tilfælde handler det om, at vi kan overtage skibe med udenlandske besætninger eller i perioder bemande skibene med besætninger fra andre dele af verden, forudsat naturligvis at de er kvalificerede hertil. Det vil i nogle tilfælde kunne give flere danske officer jobs i skibene og under alle omstændigheder give flere jobs i land på rederikontorerne, når skibene kommer under dansk flag og dermed er tættere på operationen her hjemmefra”, siger Jan Fritz Hansen..
Efter førstebehandling i Folketinget den 15. april, er lovforslaget nu henvist til Erhvervsudvalget. Behandlingen af lovforslaget forventes afsluttet i indeværende folketingsår. Det vil sige, at loven forventes vedtaget i sin endelige form, inden folketingspolitikerne går på sommerferie.
Søfartens Ledere mødtes mandag med Torms ledelse for at drøfte de planlagte afskedigelser.
Kilde: Redaktionen