Sanktioner stopper ikke russiske olietransporter
Det kommer ikke til at stoppe den russiske olietransport om bord på den såkaldte skyggeflåde, at Danmark vil forhindre skibene i at søge havn eller service på dansk grund. Det slår en dansk ekspert nu fast.
”Jeg tænker ikke, at noget hindrer, at russerne kan lægge sig der, hvor de hele tiden har ligget. Men det er ulovligt for danske firmaer at servicere russiske skibe, og det giver dem et problem: Vi nægter dem service, støtte og reparation”, siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet til Ekstrabladet.
”Vi forhindrer dem ikke i at sejle gennem danske farvande, for det har de lov til i henhold til international ret. Russerne finder en anden løsning, så de kan blive ved med at sælge olie. Oliesalget er en vigtig del af den indtjening, som er nødvendig for at holde krigen kørende”, siger Peter Viggo Jakobsen.
Udtalelsen kommer efter, at Danwatch har afsløret, at 27 skibe fra skyggeflåden, ifølge en intern vejledning til Danpilots lodser, har fået forbud mod at anløbe havne eller ankerpladser i Danmark.
Danwatch skriver også, at Fayard fortsat vedligeholder russisk kontrollerede gastankskibe, og derved sikrer eksport af naturgas fra den arktiske del af Rusland. Russisk energieksport er den vigtigste finansieringskilde for den russiske krig mod Ukraine.
-mauh