Skibsfarten trækker dansk eksport i vejret
Den danske tjeneeksport holdes oppe af en solid vækst i søtransporten, hvor 2. kvartal blev det klart bedste, siden søfarten blev ramt af ratefald mod slutningen af 2015. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der glæder Danske Rederier.
Fra og med midten af 2016 er det gået støt fremad med en fremgang i 2. kvartal i år på 8,5 mia. kr. sammenlignet med samme kvartal i 2016.
”Det er godt nyt, at danske rederier sejler mere ind kvartal for kvartal, for det kommer både rederierne og Danmark til gode. Men vi er fortsat et stykke fra de gode år i 2014 og 2015, hvor søfarten satte rekorder i forhold til den danske eksport af søtransport. Ikke desto mindre viser de nye tal, at den danske styrkeposition indenfor skibsfart er i stand til at gribe mulighederne på verdensmarkedet, når de byder sig,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.
Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og eksporten er øget med 2,5 mia. kr. fra 1. til 2. kvartal i år.
”Det er ikke ensbetydende med, at alle problemer lige pludselig forsvinder. Men vi kan se, at trenden har vendt, og at der alt andet lige er en bedre balance mellem nettotilgangen af skibe og den stigende økonomiske aktivitet verden over. Det er også en indikation på, at det går bedre ude i verden,” siger Jakob Ullegård.
Skibsfartens eksport satte rekord i 2014 med 206 mia. kr., men dumpede ned på blot 168 mia. kr. i 2016.
Kilde: Danske Rederier.