Slæbebåd tæt på at blive smadret
Det kunne være gået helt galt for fem besætningsmedlemmer på en slæbåd, der blev skubbet mod en lukket sluseport i Panama-kanalen, viser video. Sikkerheden i kanalen kritiseres nu voldsomt. "En ulykke kan få større konsekvenser en Ever Givens blokering af Suez-kanalen."
“Slusen var ikke klar, kammeret var ikke fyldt, og portene var lukket, men lodsen fortsatte fremad alligevel,” sagde slæbebådskaptajnen efter hændelsen, du kan se på videoen herunder. “En slæbebåd på agterstavnen er et krav for at gå gennem sluserne, men der var ingen, fordi lodsen ikke ønskede at vente på den anden slæbebåd, der var ved at assistere et andet fartøj,” fortsatte han.
Der skete ikke noget, men det kunne være gået helt galt og det skyldes - ifølge slæbebådskaptajneres forening i Panama - at kanalmyndigheden har slækket på sikkerhedsprocedurerne.
“Ingenting er skrevet ned. Der er ingen sikkerhedsprocedurer, så lodserne kan gøre, hvad de vil,” lyder det bl.a. andet. Der nævnes eksempler på lodser, der går ind i sluserne uden en slæbebåd ved agterstavnen eller sejler gennem kanalen med for høj hastighed. “Vi lever i et anarki her,” lyder en anden kommentar.
Problemerne er størst i den udvidede kanal, hvor slæbebåde skal holde skibene på plads i sluserne. Og der er ingen plads til fejl i et slusekammer, der er 427 meter langt og tillader skibe med en længde på op til 370 meter, når der også skal være plads til to slæbebåde , der i gennemsnit er knap 27 meter lange.
Og mangel på slæbebåde og besparelser øger risikoen for ulykker. Kanalmyndigheden siger, at de råder over 46 slæbebåde, men mange er så gamle, at der ikke længere kan skaffes reservedele til dem - og derfor bliver de ikke vedligeholdt.
Og hvis en sluseport i den udvidede Panama-kanal skulle blive smadret, ville det tage måneder at reparere den - og i mellemtiden ville kanalen være lukket for alle neo-panamax skibe, påpeger formanden for fagforeningen, International Organization of Masters, Mates & Pilots, Don Marcus:
“Panama-kanal myndigheden har tilladt at forholdene forværres til et punkt, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før katastrofen rammer. Og den har potentiale til at påvirke den internationale handel i et omfang, der er langt større en grundstødningen af Ever Given i Suez-kanalen i marts 2021,” fastslår han.
Kilde: Maritime Executive.