Slut med passagerer hos Hamburg Süd
Hamburg Süd vil i fremtiden ikke længere tage passagerer ombord på sine egne skibe efter Maersk Line´s overtagelse. Dermed skal Hamburg Süd rette ind i forhold til den politik, der gælder i Maersk, skriver TradeWinds.
Hamburg Süd har hidtil givet rejselystne mulighed for at tage på et anderledes krydstogt, hvor det ikke er antallet af barer, restauranter og fancy underholdningsmuligheder, der lokker - men derimod muligheden for at opleve livet på et moderne handelsskib helt tæt på.
Gennem Hamburg Süd Reiseagentur har det hidtil været muligt at købe rejser til alle dele af verden ombord på rederiets skibe. Men det slutter nu. Dog vil reservationer frem til udgangen af 2018 fortsat være gyldige.
Fremover vil det alene blive muligt at tage på krydstogt på Hamburg Süd´s ind-chartrede skibe.
Maersk Line har engang selv givet passagerer mulighed for at et anderledes krydstogt. Det startede, da rederiet begyndte at sejle mellem USA og Asien i 1928, men stoppede i 1950´erne.
Hamburg Süd Reiseagentur lukker dog ikke. Det fik tidligere i år muligheden for at være agent for 25 Reederei NSB containerskibe, der er chartrede til CMA CGM, MSC og Zim.
Det vil også fortsat fungere som repræsentant for andre tyske rederier, der medtager passagerer.
Skulle man have 77 dage i overskud tilbyder Hamburg Süd Reiseagentur en rejse fra Hamborg til Singapore og retur. Priserne starter ved 8.500 euro. Fri bar er næppe inkluderet…
Kilde: TradeWinds