Smedegaard: DFDS er godt positioneret
Et overskud på 20 millioner kroner før skat er ikke meget når man har investeret næsten 8 milliarder kroner. Men set på baggrund af den økonomiske krise, og det forhold at mange konkurrenter er kommet ud med store under - er Niels Smedegaard rimelig tilfreds.
"Nu er det ikke alle vores konkurrenter, der er kommet med resultater, men blandt dem, der er kommet, kan vi se, at de kører med betydelige underskud, hvor vi så kommer ud med et lille, men trods alt positivt resultat", siger Niels Smedegaard til nyhedsbureauet Direkt.
"Når man har investeret små 8 mia. kr. i skibe og andre ting, så er det at få 20 mio. kr. i overskud før skat jo selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Men set i lyset af, hvordan andre klarer sig, der er jo en hel del rederier, som kommer ud med fantastiske underskud, så giver det da lidt ro på bagsmækken, og vi føler, vi er godt positionerede nu, hvor tingene vel så småt er ved at have vendt", siger Smedegaard.
Når DFDS er kommet relativt pænt igennem 2009, skyldes det ifølge topchefen, at rederiet er kommet tidligt i gang med tilpasningerne.
"Vi var inde i en restrukturings-mode, fordi vi kunne se, at mængderne begyndte at køre lidt ned, og vi var bekymrede for, at man nu havde nået toppen af det længevarende boom. Så derfor gik vi tidligt i gang med det. Men vi har selvfølgelig fået nogle drag over nakken som alle andre", siger Niels Smedegaard.
Kilde: sydinvest.dk