Sovcomflot på vej mod privatisering
Ruslands største rederie Sovcomflot med en flåde på 149 skibe på i ialt 13 mio dwt. kan endelig være på vej til at blive privatiseret. Statsrederiet har gentagne gange være genstand for rygter om privatisering, men denne gang bekræftes de af minister.
“Den planlagte privatisering af Sovcomflot kan blive gennemført på forskellige måder, der diskuteres i øjeblikket - også med asiatiske interessenter,” udtalte den russiske vicestatsminister Igor Shuvalov i går til det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.
Forberedelserne til privatiseringen af statsrederiet har været i gang længe og planen er ifølge tidligere udmeldinger, at statens andel af aktierne skal reduceres fra 100 pct. til 25 pct. i en periode fra 2. halvår i år til 2019.
Maritime Herald oplyste i april i år, at det er 25 pct. af aktierne, der forventes solgt i år på baggrund af en værdisættelse på 24 mia. rubler, svarende til ca. 2,5 mia. kr. Et beløb, der ifølge Maritime Herald allerede skulle være medtaget i det russiske statsbudget for 2017.
Sovcomflot kom ud af 2016 med et overskud, der faldt med en trediedel til 206,7 mio dollar primært drevet af det svagere marked for tankskibe, der udgør rederiets hovedområde.
Det reducerede resultat kom efter et aktivt år for rederiet, der købte en flåde på ni tankskibe fra Prisco og fortsatte med at udbygge sine offshore og LNG virksomheder.
Redaktionen