Stena: Vi slap for vores værste skræk
Stena Line Danmarks direktør Carsten Kruse fortæller i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten hvordan han reagerede, da han tidlig torsdag morgen blev orienteret om, at der var udbrudt brand om bord på færgen Stena Nautica.
"Hårene rejser sig på hovedet, og man smider alt og kommer af sted", siger Carsten Kruse til Jyllands-Posten.
"Det er vores største skræk at der udbryder brand på en af vores færger. Alle husker jo stadig Scandinavian Star-ulykken, som er det ultimative skræmmebillede for et rederi," siger Carsten Kruse.
Der befandt sig 117 personer - 70 passagerer og 40 besætningsmedlemmer – om bord på færgen, da der meget tidlig torsdag morgen udbrød brand i en lastbil på færgens vogndæk.
"Vi har hele tiden folk, der går rundt på skibet og efterser, at alt er i orden på færgens vogndæk. De går med en håndscanner og bipper stregkoder, så man ved, at de har været de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Vi har desuden alle mulige former for sensorer - vi har sensorer, der kan sniffe og registrere varme, og så har vi almindelige brandmeldere", fortæller Carsten Kruse om sikkerhedssystemerne om bord på færgen.
Ingen mennesker kom til skade ved branden der først blev endelig slukket, da færgen nåede i havn i Varberg. Færgen slap med røgskader men måtte dog aflyse de næste to afgange.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten