Stenas Lines nye RoPax-færger på vej
Fredag den 18. august var der såkaldt ”steel cutting ceremony” på AVIC Weihai Shipyard i Kina. Begivenheden markerede starten på byggeriet af den første af i alt fire nye energieffektive RoPax-færger til transport af biler og passagerer, bestilt af rederiet Stena Line.
”Stena Lines mål er at være førende inden for udviklingen af bæredygtighed i rederibranchen og at sætte en ny industristandard med hensyn til drift, emissioner og konkurrencedygtighed. Færgerne vil gøre brug af traditionelt brændstof, men kan ombygges til brug af gas.
Ligeledes er færgerne forberedt til brug af scrubbere og katalysatorer, hvilket vil give os endnu større fleksibilitet i fremtiden”, sagde Niclas Mårtensson, CEO i Stena Line.
Færgerne vil være 50 procent større end standarden for RoPax-færger. Nok så væsentligt vil de være de mest energieffektive af sin type og blandt de mest energieffektive i verden med cirka 25 procent lavere CO2-emissioner pr. lastenhed sammenlignet med tilsvarende RoPax-færger.
Færgerne vil blive leveret i 2019 og 2020, og kontrakten indeholder en option på yderligere fire RoPax færger af samme type. Stena Line forventer at indsætte de nye færger i det Irske Hav mellem Irland og England.
Længden er på 214,5 meter, bredden 27,8 meter og dybgangen 6,4 meter. Fartøjerne har en kapacitet på 3.100 banemeter + 120 personbiler og 1.000 passagerer. Skibene er indrettet med 175 kahytter.
Hovedmaskineriet består af to dieseldrevne V12
4-takts motorer, der hver yder 12.600 kW. Fartøjernes maksimale hastighed er 22 knob.
Kilde: Stena Line